Traumebehandling

Vi tilbyder målrettet traumebehandling både som individuel behandling for børn og voksne og som familiebehandling. Behandlingen tager udgangspunkt i den enkeltes behov og kan bestå af redskaber som kognitive og narrative terapiformer samt søvnbehandling og musikterapi.

Individuel behandling

Integrationsnet tilbyder individuelle traumebehandlingsforløb for både børn og voksne.

Vi arbejder med et neurosekventielt og neuroaffektivt udgangspunkt i al vores behandling. Det betyder, at vi altid tager udgangspunkt i den enkeltes nærmeste udviklingszone, når behandlingsindsatserne tilrettelægges.

Mennesker, der har været udsat for traumatiserende oplevelser kan have svært ved at tage imod kognitiv behandling som almindelig samtaleterapi, da de tit er i meget højt alarmberedskab. Det er derfor ofte nødvendigt at starte et andet sted.

Vi har gode erfaringer med at inddrage kropslige og sanselige aktiviteter, fx musikterapi, for at regulere nervesystemet. Herudover kan vi inddrage kognitive og narrative terapiformer, fx Narrtiv Eksponerings Terapi.

Familiebehandling

Integrationsnet har mulighed for at tilbyde forskellige former for familiebehandling afhængigt af familiens problemstillinger, behov og generelle funktionsniveau.

Familiebehandling kan enten foregå i grupper med flere andre familier eller individuelt, hvor én familie deltager i forløbet. Behandlingen kan foregå i Integrationsnets lokaler eller i familiens eget hjem. Forløbene kan være korte forløb af 10 sessioner eller fortløbende forløb med opfølgning hver tredje måned. Når der er tale om et kort forløb, er der ofte fokus på afklaring.

I forløbet har vi fokus på at undersøge og styrke forældre-barn relationen, psykoedukation og rådgivning i forhold til forældrerolle. Vi tager udgangspunkt i den neurosekventielle tilgang, der bruges som analyseredskab til at planlægge konkrete aktiviteter i forløbet.

Vil du vide mere?

Kontaktos