Fair Mad var et hit på Smukfest

I den skanderborgensiske bøgeskov bredte der sig under dette års Smukfest en duft, der var noget anderledes end parisertoast og pommes frites. I teltet helt ned mod søen havde Fair Mad, Integrationsnets socialøkonomiske virksomhed, etableret et køkken, hvor 18 syriske flygtninge lavede mad inspireret af deres hjemland. Mad, der hurtigt blev populært blandt både festivalgæster og madanmeldere.

Spørger man Lene Kjeldsen, projektleder hos Fair Mad, er det egentlig lidt tilfældigt, at Fair Mad endte i bøgeskoven under dette års Skanderborg Festival.

- Smukfest besøgte i ugerne op til festivallen Ry Outdoor, der er en mindre festival i lokalområdet. Her fandt de vores madtelt, hvor syriske flygtninge lavede hjemmelavet mad i et lille telt. Og så spurgte de, om vi havde lyst til at komme på Smukfest, fortæller Lene Kjeldsen.

I samarbejde med de 18 syriske flygtninge gik Lene derefter i gang med at planlægge menuen og etablere et køkken, hvor de kunne tilberede den syrisk inspirerede mad. Resultatet blev, ifølge madanmeldere, autentisk og anbefalelsesværdigt: Frisklavet mad over åben ild lige midt i de grønne omgivelser.

Selvtillid og jobmuligheder
Fair Mad er en socialøkonomisk virksomhed under Integrationsnet. Gennem kantinedrift over hele landet og gadekøkkener får flygtninge og indvandrere en fod inden for på det danske arbejdsmarked. Af den grund var Fair Mads besøg på Skanderborg Festivalen en del af et større beskæftigelsesprojekt, der opkvalificerer og forbereder flygtninge og indvandrere til et liv på arbejdsmarkedet i Danmark.

- Det gavner klart selvtilliden for flygtningene at kunne bidrage aktivt til noget så stort som Skanderborg Festival, fortæller Lene Kjeldsen og tilføjer:

- Det at kunne bidrage aktivt med noget skaber håb og drømme om, at de kan få arbejde i Danmark – og på den måde komme til at klare sig selv.

Fokus på CV  
Foruden at styrke selvtilliden skaber flygtninge og indvandrere indhold til deres CV, når de tilbringer dagene med at tilberede mad på Skanderborg Festival. Flygtningene arbejder nemlig på festivalen af egen fri vilje – blandt andet fordi de gerne vil være en del af fællesskabet, og fordi de ønsker at skabe en fremtid på det danske arbejdsmarked.  

- Deres uddannelse og CV kan ofte ikke anvendes i Danmark. Derfor forsøger vi at give dem en ny chance ved at skabe grobund for, at de kan komme til at klare sig selv. På en måde hvor de får et CV, som danskere kan forstå, siger Lene Kjeldsen.

Klar til Aarhus Festuge
Hos Fair Mad kunne festivalsgængerne møde de 18 syriske flygtninge ansigt til ansigt og stifte bekendtskab med dem, der har taget flugten til Danmark. Et møde Lene Kjeldsen beskriver som et agendaskifte: Fra ”dem” til ”os”. 

- Jeg oplevede, at gæsterne tog rigtig godt imod os – og at mange gæster italesatte flygtningene som ”os”. At de ikke var ”dem”, men var almindelige mennesker som alle os andre”, siger Lene Kjeldsen og tilføjer:

- Allerede nu er projektet så stor en succes, at vi også står klar med specialiteter fra Mellemøsten til Aarhus Festuge i slutningen af august. 

Overskuddet fra Skanderborg Festival og Aarhus Festuge geninvesteres i den socialøkonomiske virksomhed i form af fastansættelse af flygtninge.