Integrationsnet og NCC bygger bro til arbejdsmarkedet

Integrationsnet og NCC er gået sammen om at skabe den bedst mulige opkvalificering for flygtninge til en virksomhed og en branche, hvor der er brug for arbejdskraft.

Til marts starter det første hold flygtninge på Jobskolen hos NCC i København, hvor de bliver klædt på til at varetage et job inden for byggebranchen.

- Det nye ved det her er, at vi sammen med NCC har udviklet en opkvalificering til en virksomhed og en branche, hvor der er brug for arbejdskraft. Ved at arbejde tæt sammen med NCC, og ved i fællesskab at lave et uddannelsesforløb, ved vi, at deltagerne får lige præcis den viden, der skal til for efterfølgende at få et job hos eksempelvis NCC, siger projektleder Mette Lherbier fra Integrationsnet.

Da deltagerne på Jobskolen er nytilkomne flygtninge, skal de have danskundervisning som en del af skoledagen. Derudover får de fagtræning, hvor de blandt andet lærer om sikkerhed og arbejdsmiljø, de bliver fortrolig med forskelligt værktøj, og de lærer, hvordan man begår sig på en dansk byggeplads med dens skrevne og uskrevne regler. Det hele foregår ude på arbejdspladsen, så de oplever, hvordan det er at arbejde på en dansk byggeplads.

Danskundervisningen kommer til at gennemgå de moduler, nytilkomne altid undervises i, og derudover er undervisningen brancherettet, hvilket betyder, at undervisningen i høj grad beskæftiger sig med de ord og vendinger, der bruges på en byggeplads.

- Når vi samler al undervisning og praktik ude på arbejdspladsen, slipper deltagerne for at fragte sig selv rundt til forskellige lokationer, og derudover bliver det meget klart, hvad det er, vi arbejder hen mod. Vi kan målrette alle elementer i Jobskolen, så deltagerne får en helt unik viden og kunnen, siger Mette Lherbier.

Yderligere omtale af projektet kan læses her

Fakta:
Jobskolen kommer til at foregå ved to store byggerier ved Herlev Hospital og Rigshospitalet i København.

Et forløb på Jobskolen varer 26 uger.