Løbere fra Integrationsnet på farten - igen

Integrationsnets løbehold Mo's Friends var søndag på pletten til den traditionsrige Aarhus 1900 stafet i Marselisskoven i Aarhus. Og til søndagens Culture Run i Horsens var andre af drengene fra Mo's Friends både først over startlinjen og først over mållinjen.

I weekenden deltog Integrationsnets løbehold Mo's Friends i den traditionsrige Aarhus 1900 stafet i Marselisskoven. For mange er Aarhus 1900 stafetten et hyggeligt motionsløb, der blandt andet arrangeres i samarbejde med Cystisk Fibrose Foreningen, men for andre byder det kuperede terræn i Marselisskoven på en stor udfordring. Heldigvis viste det danske forårsvejr sig fra sin gode side og skabte dermed de optimale betingelser for en søndag i Marselisskoven.    

Kridt skoene for at følge med
Fra arrangørerne lød opfordringen, at alle kan deltage og at man bare skal være indstillet på en søndag med sved, høj puls og hyggeligt samvær. Drengene fra Mo's Friends var dog ikke mødt op til en luntetur i skoven, hvilket de beviste, da sidste mand krydsede målstregen bare 21 sekunder efter stafettens vinderhold og dermed indtog stafettens 2. plads. 

Noget anderledes så det dog ud for følgeskabet fra Mo's Old Friends, hvor man havde svært ved at følge med drengene fra Mo's Friends. Her blev det til en 21. plads, der blev modtaget med lovning om revanche igen til næste år.  

Mo's Old Friends i Marselisskoven

Fra venstre tre løbere fra Mo's Friends og fra højre tre løbere fra Mo's Old Friends. 

Også fart over feltet i Horsens 
Culture Run Horsens er et motionsløb iværksat af 11 unge drenge fra Horsens med rødder i blandt andet Albanien, Bosnien, Irak og Syrien. Fælles for dem er målsætningen, at de ønsker at skabe en løbefest og en hyldest til mangfoldigheden i Horsens.

Det 5,4 kilometer lange horsensianske løb bød på et meget kuperet terræn. Men det var ikke noget, der holdt Omar eller Berhane tilbage. Omar, der blev løbets vinder, løb over målstregen efter bare 16 minutter og 50 sekunder, mens Berhane, der var lige i hælene på ham, krydsede målstregen efter 18 minutter og 1 sekund. Dermed indtog Berhane 2. pladsen.    

Om Mo's Friends
Løbegruppen Mo's Friends er dannet i et samarbejde mellem Integrationsnet og AGF Atletik og består af løbere, der for nyligt er kommet til landet som flygtninge fra blandt andet Somalia og Eritrea. Ud over de gode resultater giver løberiet også en god indgang til at forstå den danske kultur. Mo’s Friends løber sammen med løbere fra Danmark, og løb er en rigtig god måde at blive en del af det lokale samfund på. Løberne bliver bekræftet i noget, de er gode til, og de møder en masse med- og modløbere i løbeklubber og til løb.

Om Culture Run Horsens og Mind Your Own Business
Culture Run er et motionsløb, som er iværksat af 11 unge drenge fra Horsens og deres venturepiloter i regi af Mind Your Own Business. Mind Your Own Business Dansk Flygtningehjælps udviklingssprogram for etniske minoritetsdrenge i alderen 13-17 år. Med iværksætteri som omdrejningspunkt samler programmet det sociale potentiale i erhvervslivet og civilsamfundet i en fælles indsats, der skal styrke drengenes faglige kompetencer, sociale relationer samt deres tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarked.